Herning Historie

Peder Jespersen Østergaard


Lidt om faders slægt
Fader var født i Skree d. 27. juni, 1833, søn af Jesper Larsen, og Marie Kristensdatter. Hun var født i Pedersgaard, i Tjørring. (Fader var kun døbt, Niels Skree) men blev ofte kaldt Niels Jespersen. Fader var ejer af Skree fra 1861-1902. Da afstod han gården til sønnen Kristen, og han og moder fik aftægt der indtil de døde – fader, d. 5. januar 1927, og moder, d. 7. oktober, 1928. Far og mor, blev gift i Aulum Kirke, d. 4. oktober, 1861.
Far var medlem af Sinding sogneråd, i to 6-års perioder, valgt af den højest beskattede femtedel. Første gang i 60èrne, og siden, sidst i 70èrne. Sidste gang var han kasserer.
Far opdyrkede meget af Skrees 150 tønder land – vel nok over 50 tønder
Lidt om moders slægt
Min bedstefader, Peter Jensen Østergaard, blev født på Østergaard, i Ørre, omkring år 1813. Han var søn af Jens Østergaard. Bedstefader blev gift med Karen Nielsdatter fra Lille Rotvig i Aulum. Bedstefader og bedstemoder kom til at bo i kirkehuset i Ørre, og der blev min moder født, d. 19. august, 1842. Da hun var 2 år gammel, flyttede de til Kirkebæk, også i Aulum. Bedstefader drev noget høkerhandel (En høker var en person, der under beskedne former solgte levnedsmidler og andre varer) indtil han afstod gården, i 1877, til sønnen, Kristian – altså min morbroder.
Bedstefader og bedstemoder
Bedstefader var som nævnt, høker. Han købte en vindmølle, på et tidspunkt, og lod den opsætte på marken. Når folk kom til møllen, blev nogle af dem til møllegæster. Så blev der drukket mange dramme, og små sorte. Bedstefader ville gerne have dramme, selv. Derfor skete det ofte, at han drak for mange, og så blev han til en vældig karl. I hans unge år, havde han ligget i Dragonregimentet, og efter indtagelse af en masse dramme, kunne han fortælle den ene historie efter den anden, blandt andet om, hvordan de blev pisket, hvis ikke de makkede ret.
Bedstemoder var en god og from kone. Hun blev meget ked af det, når bedstefader gik i gang med drikkeriet. Nå, men de fik aftægt på gården, indtil de døde – hun i 1884, og han i 1894. Jeg kan huske, at jeg var hjemme fra gardistregimentet, til bedstefaders begravelse.
Mine bedsteforældre havde 3 børn, foruden min moder. Min morbroder, Kristian, var ganske fantastisk til at spille violin. Jeg husker endnu, hvor mange gange han har spillet op til dans, når der var gilde. Han overtog Kirkebæk i 1877, sammen med hans kone, Mariane, som kom fra Vraa. De fik tilsammen, 9 børn. Den førstefødte, Karen, døde desværre som 2-årig. Men det skete ganske ofte, dengang.
Så er der mine to fætre, Peder og Lauge. Peder bor på Højgaard, og Lauge har overtaget Kirkebæk. Min tredje fætter, Jens, bor i Moselund i Aulum, og har giftet sig med en af vore kusiner. Den fjerde, Kristian, blev skrædder, og har en stor herreekviperingsforretning i Holstebro. Søren er endt som gårdejer i Sønderjylland. Theodor har forretning i Holbæk. Karen blev gift med Jens Aaby, i St. Aaby. Margrethe døde desværre som ganske ung.
Min morbroder og moster, havde selv bygget et hus, ved gården, og der boede de, indtil han døde i 1934, 81 år gammel, og hun, i 1947, som 92-årig.
Oldefader, faders – Jesper Sneftrup
Jeg husker, at far nogle gange talte om Jesper Sneftrup, der var hans oldefar. Der var en mand inde hos mig forleden dag, nemlig Otto Jespersen, Sunds – han var også af Jesper Sneftrups efterkommere. Han, og hans fætter, havde udgivet et lille hæfte om deres slægt, og den lånte han mig. Deri ser jeg, at Jesper Christensen (kaldet Sneftrup) er født i Sunds, i 1725. Han nævnes først i Ørre kirkebog, i 1757, og da kaldtes han Jesper Sneftrup. Hans kone hed Dorthe Vistisdatter og de havde 10 børn. Deres 2. datter hed Karen, født 1751. Hun blev gift d. 27. oktober i 1785, med Lars Jensen i Skree. Det 4. barn, hed også Karen, og hun blev født i 1757, gift 27. oktober, 1785, med Lars Christensen, i Romvig.
Pudsigt nok hed begge brudene Karen, og begge brudgomme, Lars. De blev alle gift samme dag. De er formodentligt viet i Ørre Kirke. En anden af Sneftrups døtre, hed Birgitte, gift til Kragsnap, med Chr. Nielsen. Det er jo nok disse tre karle, som far her, fortæller om; Herremanden på Sindinggård sagde til de tre karle, da de kom hjem fra tjenesten, at der gik tre pæne piger rundt, som de hver kunne tage en af.

Mine søskende – jeg opremser kort, hvert vores livsforløb;
Maren, født 1. august 1861, blev gift med Jens Stensbjerg, og kom til at bo på Stensbjerg Mark. De fik også 6 børn. Niels, Christine, Maren, Viggo, Frede og Axel. Niels blev gift med en sjællænder. Han var gårdmand, og boede i Nordsjælland. Christiane var gift med Knud Nielsen fra Asbjerg. De boede i Hammerum. Maren døde ugift. Viggo blev landbrugskandidat, herefter ansat som forsøgsleder, og blev gift med en lektors datter fra Roskilde. Frede var landmand, og blev gift med Sørine fra Isenvad. De boede i forældrenes ejendom, som lå på Bjødstrup Mark. Axel blev gift med en pige fra Askov. Axel blev overinspektør ved Nationalmuseet i København.
Jesper (d. 26. marts, 1864) blev gift med Marie Grimstrup fra Pugdahl, d. 29. september, 1893, i Vildbjerg Kirke. Han var købmand i Haslev, indtil han døde i 1937. Marie døde i september 1942. Jesper og Marie havde tre børn. Merry, Kristine og Niels Sigvart. Merry blev gift med direktør Holst i Haslev. Kristine blev gift med tandlæge Jakobsen, Haslev. Niels Sigvart er ugift, og har forældrenes forretning nu.
Karen (d. 18. april, 1868) havde en konditorforretning i Kolding, indtil hun døde i juli, 1920. Hun var forlovet med sin præstekammerat, Axel Lauridsen, som var postassistent. Men han døde på Sinding Skole, d. 15. juli, 1888. (antageligt af tuberkulose) Faderen (vores lærer) døde dagen efter af gulsot. Han blev 44 år. De blev begravet i en fællesgrav, på Sinding kirkegård, og beboerne satte en lille mindesten på graven, hvorpå der stod; ”Rejst af venner” Der var et stort ligfølge.
Peder (11. oktober, 1871) blev gift med Ane Kirstine Understrup, (d. 27. februar, 1869) i Ørre kirke d. 27. marts, 1896. De boede på Brogaard i Tjørring, og fik 8 børn – Kristine, Maren, Niels, Bernhard, Astrid, Hans, Holger og Ejnar. Kristine (19. januar 1897) blev gift med Kristen Lorentzen i Ørregaard. De fik 2 børn. Maren (28. august, 1898) døde ugift. Niels (d. 10. juni, 1900) blev gift med Laura Jensen, Hvidbjerg i Thy, d. 19. oktober, 1928. De fik 5 børn. Bernhard (23. august, 1902) blev gift med Kristine Nielsen fra Ringe. De fik 3 børn. Astrid (24. juli, 1904) blev gift med Peter Møller fra Holdflod i Nøvling. De fik 6 børn.
Ane, blev født d. 11. februar, 1875. Hun døde i 1913, ugift. Hun var svagelig, jeg husker at hun aldrig var rigtig rask.
Kristen, blev født d 14. februar, 1877, og døde d. 1. april, 1934. Han blev gift med Marie Sandgaard, Pungvig. De fik 4 børn. Maja, som blev gift med Magnus Pedersen. Niels Arne, som er gift med Mathilde Olsen fra Sunds. Lars, som desværre døde i 10-årsalderen, og den sidste, Anna, blev gift med Forvalter, Robert Jensen, fra København.
Faders 3 søskende
Ane kom til at bo i Krog, Ørre. Først var hun gift med Laust Legaard, og så vidt jeg husker, var han fra Vinding. Laust blev indkaldt til at kæmpe i krigen, i 1848. Desværre faldt han på Isted Hede. Det siges, at han den samme morgen hvor de skulle ud for at rekognoscere, havde sagt til sin sidekammerat, at han ikke troede at han kom levende tilbage. Og det gjorde han heller ikke.
Ane blev så gift for anden gang, denne gang med Søren Jensen fra Østergaard, som var broder til min bedstefar. Han var for en tid, sognefoged i Ørre.
Karen blev gift med Peder Chr. Mikkelsen Bak, fra Sinding. Han døde temmelig ung, så jeg husker ham ikke. Men de nåede dog at få 7 børn.
Severine blev gift med Christian Frederik Dynesen. De boede i Lille Karlsmose i Sinding. Christian var sognefoged i 40 år, og veteran fra krigen i 1864. De døde begge i Herning, Severine blev næsten 97 år. De fik sammen, en søn, og tre døtre.
Mit barndomshjem
Der blev kastet mergel i Kragsnap, flere somre, og jeg var med til det, sidste gang i 1889. Vi gravede tre mand, i tre uger. Det er ikke få læs, jeg har kørt hjem til Østermarken. Det tog to timer at fragte et læs. Det foregik med stude. Det blev så til 4 læs på en dag. Det var særligt i marts måned, at dette foregik, og jeg husker det som meget hårdt arbejde.
Fader har også bygget meget. Udhusene synes jeg ikke rigtigt at kunne huske, men jeg kan huske, at jeg var med til at bygge stuehuset, i 1882. Vi børn syntes det skønt med alle disse håndværkere. Min søster, Karen, og jeg, skulle køre sten frem til murerne. Min storebroder, Jesper, var over 18, så han var gammel nok til at blande mørtel. Han havde fået lov til at tage til København, samme efterår, hvis han lovede at hænge i, med stuehuset. Jeg husker det som en meget travl sommer. Der var ofte 3 murere, og ligeså mange snedkere. Dertil kom 3 tækkemænd. Alle håndværkerne, og selvfølgelig alle os andre, skulle have kosten. Så moder havde frygteligt travlt i køkkenet.
Jesper og jeg, havde vores seng i loen. Pigerne havde deres seng i laden, ud til fårehuset. Moder og fader sov på gulvet, i rugen. D. 1. september, stod stuehuset færdig, og vi kunne flytte ind. det vil sige, at Kristen og jeg dog måtte sove på loftet, det første stykke tid. Vi lå på en masse høvlspåner fra byggeriet, og vi synes det var skønt at ligge på dem, for det duftede af frisk træ.
Tiden gik, og det blev jul. Anden juledag, skulle der være rejsegilde. Til gildet var både håndværkere, slægt og naboer, indbudt. Vi fik suppe og steg. Morbroder Jens, fra Aulum, havde violinen med. Han var morderlig ferm til at spille, og der blev danset til langt ud på natten. Det nye stuehus lå nøjagtigt hvor det gamle havde ligget. Det gamle havde været mere end 100 år gammelt.
Det nye stuehus havde lergulv i stuerne. I dagligstuen var der to alkove senge i nordre side. Med et lille slip i mellem, stod mors rok, når den ikke blev brugt. I sydsiden stod en slagbænk som kunne trækkes ud. Om natten lå der 2 børn, og om dagen blev den brugt til at sidde på, foran langbordet. Der var også et par stole, og en Bilægger kakkelovn med årstallet 1788, samt bogstaverne, H.C.B. – sikkert fabrikantens navn. Under kakkelovnen lå hunden, Balder. Der var dejlig varmt om vinteren, og vi drenge ville gerne stikke træskoene ind til den, men så blev den gal, og fór i træskonæsen, for vi drenge sad jo altid med træsko på.
Køkkenet var mørkt, med kun et lille vindue. Der var intet komfur, og åben skorsten. Der kunne sommetider komme en klat sod ned i maden, der skulle passes godt på at det ikke skete. Så var der bryggerset, langs hele den vestre ende, med 2 halvdøre. En ud til gården, og den nordre, ud til askemøddingen. Der var en vældig stor bageovn, der var muret helt op til loftet. Der var også et stort svinekar, samt et lille hus, til en griseso, samt hønsehus, til ca. 20 høns. Om vinteren gik hønsene ude i bryggerset. I sydsiden, lige overfor køkkenet, var der et lille sovekammer med kakkelovn. Der var lige plads til, at vuggen kunne stå foran sengen. I østre side, en storstue, over hele huset. Der stod mors skab, og en stor kiste.
Flytning til Brogaard
D. 30 marts, 1896 – tirsdagen før skærtorsdag, brød vi op fra Ørre, ca. kl. 7.00 om morgenen. Vognen stod ude i laden i Understrup, og var allerede læsset. Dagen før, havde Kr. Hansen, som dengang var bestyrer af Ørregaard, tilbudt at køre i fjedervogn (en hestevogn med et langt, fladt lad, anbragt på undervognen med fjedre) med Stine og hendes moder. Vi var i Tjørring ved 8-tiden. Da var Troels Ottosen og hans husholderske endnu ikke stået op. De havde haft gilde dagen før, sagde de. Det varede dog ikke længe, inden de var i klæderne, og begyndte at flytte ud, med deres sparsomme indbo. Ved 9-tiden kom en mand kørende med et spand stude, for som han sagde; Det er jo de sikreste at køre med. Det var naboens Mads. Han kom nemlig til mig og sagde; Du er måske broder til konen? Jeg sagde at det var mig der skulle bo her, og så sagde han; No. Og så var vi præsenteret for hinanden. Husholdersken sagde, at hvis kvinderne ville have ild på, kunne de gå ud i haven, og save nogle poppelgrene af. Sådan havde hun gjort det. Men det var vi ikke belavet på. Klokken lidt over ni kom fader og moder med mit habengut, et chatol, et dejtrug og en sold, som Kristen havde lavet i vinterens løb. Køkkenbordet kom snedker Terman Nielsen med senere. Fader og moder havde også et par sække tørv med, så vi fyrede op, og lavede både kaffe og middagsmad. Der var jo en god portion madvarer, samt mange andre forskellige ting med fra Understrup.
Efter middag, kørte så Hans Understrup til Herning, for at se til os, i stiv vogn. Vi skulle jo have seng, borde, stole, og andre ting med. Vi skulle også forbi sagfører Dejgaard. Der mødte også Truelsens far, Otto Truelsen. Han skulle have 8.000 kroner udbetalt – resten, de 7.000 kroner, skulle stå på en konto, indtil han fik brug for dem. De stod til 1.900 kroner, idet jeg på dette tidspunkt havde taget et kreditforeningslån på 6.000 kroner, som snart kunne blive udbetalt. Vore forældre kørte hjem i god tid til aften, og så fik vi sat vore møbler på plads.
Morgenen efter, skulle vi ud for at se til besætningen, og sædbeholdningen. Efter aftale, skulle der være sædhavre nok, og på loftet, lå der noget urenset, grå havre. Vi kunne dengang gå igennem to sammenbyggede huse – fra stuehuset, gennem karlekammeret, ind forbi hestene, igennem loen, og ind i kostalden, til de seks, magre køer, 5 kalve, 5 grise, 12 høns og en kok. Grisene var rene akrobater. Så snart der blev åbnet, kom de ud fra høladen, med stærk fart. De sprang over 1 ½ alen skillevæg, over mod deres hus. Den havde de prøvet før.
Ifølge bogen, som jeg stadig har, malkede vi 31 pund mælk til mejeriet, i en lille spand med hank over – den eneste spand vi havde. Det var småt med foder. En del rughalm, lidt muggent hø, og nogle havreneg, der var pulveriseret af mus. Ikke en kerne af nogen slags, var der. Jeg skulle straks op til møllen, for at hente majs, og andet korn. Der var en mælkespand, en spand med hul i bunden til at give svinene med, en skovl og en greb. Der var også 3 vogne – en lille kassefjedervogn med fire hjul, når de altså var på alle sammen. Jeg kørte en gang med den, og pludseligt faldt der et hjul af. Det var ikke sjovt, med en fyldt vogn. Desuden var der to arbejdsvogne, og den ene byttede jeg straks bort til smeden. Så fik jeg en ny, til 120 kroner i bytte. Så var der en plov, samt både en svensk og en dansk harve.
Hestene var ikke ligefrem af første klasse. Der var en lille, rød, med blis, på ca. 20 år. Men hun var dygtig, og vi brugte hende til enspænder, når vi skulle ud at køre. Den anden hest, en stor, 3-års, med hæld til højre side, havde vi et år. Så solgte vi den for 240 kroner. Der var ellers ikke rigtigt nogen der ville have den, men man kunne dog godt arbejde med den.
Noget af det første der skulle gøres, var at komme ned i mosen. Der skulle ligge en del tørv, som ikke var ringlet fra sidste år. Jeg fik nogle af dem sat op, men de fleste var opløst af frost. Derfor måtte jeg grave nye, da det var strengt for moder, ikke at have noget at fyre op med.
Så skulle jeg til at arbejde med hestene i marken. Det stykke, som lå til højre for Søagervejen, havde der været rug i, året før, og var beregnet til havre. Der havde kun været pløjet, èn gang i efteråret. det blev nu harvet, og tilsået med havre. Det skulle godt nok have haft endnu en gang pløjning, men jeg synes ikke der var tid til det. Da kornet var ved at løbe op, kom tidslerne og senegræsset også. Ja, det så hæsligt ud, husker jeg. Da høsten kom, var der store pletter med tidsler, og uden havrestrå. Det var streng at binde op for moder, og den lille, konfirmerede pige, som vi havde med fra Ørre. De bandt det imidlertid op, og jeg husker at moder fik et par hvide handsker, som jeg havde liggende fra soldatertiden. Det var bestemt heller ikke rart at skære hakkelse om vinteren. Tidslerne fik jeg heldigvis bugt med, ved næste pløjning.
Det stykke på venstre hånd, hen ad Søagervejen, var udlagt med græs, havde Truelsen sagt, men der var ikke andet end ukrudt og naturgræs. Der var dog vist nok, sået noget sædefrø i det, men der var alligevel knapt med græs, indtil vi fik engen bjerget. Vi havde heldigvis fået et par køer mere, da vi begge havde fået en ko med hjemmefra.
Gødningen blev kørt ud på noget brakjord, til roer, som så skulle sås, op imod landevejen. Dengang var man jo ikke rigtigt begyndt at dyrke roer, kun lidt turnips. Jeg ville have kålroer, og de blev sået på kamme, som skik var, dengang. Der fandtes nemlig en maskine til dette brug. Den var Troels stolt af, og den var også god.
Jeg husker en dag, mens jeg såede roer op til landevejen, hvor min fætter, Kr. Bak, fra Sinding, kom kørende forbi. Han gjorde holdt, og spurgte hvad jeg såede. Jeg svarede ham, at det var kålroer. Han svarede; Nå, så du tror du kan avle kålroer – det vil jeg se, før jeg tror det. Da vi en dag i efteråret, kørte roerne ind, kom han virkelig forbi. Det havde jeg dog aldrig troet, sagde han. Roerne var nemlig gode nok, og jeg tror det var de første kålroer der blev avlet i Tjørring.
De første der besøgte os på Brogaard, var krofolkene, Dorthea og Jens Slumstrup. De kom ned til os en onsdag aften, og bød os velkommen. Skærtorsdag kørte vi til Understrup med vores eget spand, og samtidig var vi i kirke i Ørre.
Vi havde en ung karl på 15 år, hver anden uge. Det var Mikkel Baks søn, Knud. Det var før cyklernes tid, så han måtte gå, frem og tilbage, mellem hjemmet og Brogaard. I venstre side af gården, lå et lille træhus, der hvor stalden ligger. 10 alen lang, 5 alen bred, med gennemsigtigt, pilråddent spåntag. Den ene halvdel af huset, til fjedervognen, og den anden til tørv.
I haven var en masse ribsbuske, som gav mange bær. Mor solgte mang lispund til en grønthandler i Herning for 1 krone pr. pund. Træerne i haven, var ene popler, men dog var der også æble- og pæretræer, og det gav lidt frugt.
Dette var lidt om mit liv og levned.
mvh. Peder Østergaard Jespersen

Opdateret