Herning Historie

SMÅTRÆK FRA GJELLERUP SOGN i gamle dage



Niels Nielsen Nørtoft er født på Nørtoft, nord for Bundgård, den 20.februar 1883 som søn af Dynes Nielsen, gift med Petrine Nielsen, født i Agerskov den 24. september 1887.

Før Dynes Nielsen overtog Nørtoft (eller Nørretoft), ejedes den af en sønnesøn af den bekendte Gjellerup-degn Mads Skov, ejeren af Holtbjerg. Sønnesønnen, der også hed Mads Skov, overlod gården til sin søn, Thomas Skov, der indrettede et strikkeri på gården. Han var gift med søren Krøjgaards datter, men døde ret ung efter i 1880 at have solgt gården til Dynes Nielsen.
Det var almindelig kendt, at Mads Skov holdt af at gå i byen og ikke gik af vejen for at tømme nogle glas. Engang var han til marked i Kollund, og da markedet var ved at være forbi, kom Laurits Krøjgaard og spurgte, om de ikke skulle følges hjem.
Mads undslog sig, han skulle først have købt nogle æbler, sagde han. Da Laurits var vel borte, slog Mads følge med Dynes Nielsen og betroede ham, at han ikke skulle have noget af at følges hjem med Laurits Krøjgaard, fordi denne så ville prale vidt og bredt med, at han havde fået Mads med hjem i pæn stand.

Niels gik i Lund skole, og ligesom de voksne lavede spotterim og øgenavne til beboerne i andre dele af sognet, således også skolebørnene: Gjellvæjrer (gildede vædere), Kjerkskræjere, Luhnegern (Lundegern) og Vråstøkkeler (Vråstakler).
Degnen hed Frier, som Niels syntes var en god lærer. Fagene var læsning og regning, lærebog (bibelhistorie) og katekismus. Frier hadede tyskerne. “Når vi talte om 1848 – 1850, fortalte han en masse, men 1864 nævnede han aldrig med et ord”.
Børnene gik i skole 3 gange om ugen, både sommer og vinter. Sommerferien blev lagt så sent, at børnene kunne nå at komme med til Herning storemarked, og det gjaldt alle egnens skoler.

Storemarked var en begivenhed, man levede på hele året. På hver side af markedspladsen var der rejst en 25 beværtningstelte, og de var alle godt besøgt.
Store Peter i Holingholt og Niels Kr. Fenger fra Gudumkær kom fra markedet i Dalager ved Borris, der blev holdt dagen før det i Herning. De kom med deres kreaturer, netop da teltene åbnede. Efter den lange tur var de jo sultne, og Store Peter bad Niels Kr. se efter hans høveder, mens han spiste frokost. Det tog nogen tid, før han kom tilbage og sagde til Niels Kr.:”No skal a pass’ di høveder imenn do spiser, og do ka’ let find’, hvor a hår sat, for der ligger en kalvebov, som a hår skåren mi navn i!” Så havde han altså spist en halv kalvebov.

En mand var på markedet med en ko. Der meldte sig en mulig køber, men da denne havde undersøgt koen, rystede han på hovedet og sagde: “Den gi’r da vist ingen mjælk”. Jojo, siger sælgeren, det gør den da. “A trow’er et ett, a trow’er ett, den gi’r mjælk”. Så blev sælgeren irriteret: “Selvfølgelig gitr en da mjælk, hwa sku en ellers gi’? Hwissom den ga brændevin, vild’ a ett sæll’en”.

Som man kan læse hos H. P. Hansen, kunne man møde mange af egnens originaler. Niels husker sølle Søren, som man altid skulle have til at synge og spille, og når han kom rigtig i ånde, talte han “russisk”.
Kræ-nær-ve-æ-juer og hans kone var sikre på at vække opsigt. Hvad han manglede i højde havde hun så rigeligt, for Stine-højt-ved-æ-himmel var lang og tynd. De solgte kager med rosiner, som de havde bagt til denne dag. Han var forøvrigt herningbo.

På Gudumkær hede boede et par gamle folk, Jakob Ringbæk og hans kone Bodil Marie. Bønderne i Gjellerup havde deres udmark der, og deres hjor’er blev sendt derud med kreaturerne til græsning. Men drenge er drenge, de ville gerne lege, og så glemte de høvederne, som forvildede sig ind på Jakobs grund. Bodil Marie blev gram i hu over den uorden og truede drengene med, at hun ville klage til deres
husbond. Det fandt knægtene et nummer for lumpent, og de hævnede sig ved at digte en nidvise, som de så sang derude i kæret:


På Jyllands brune hede
der bor en gammel mand,
hans navn er Jakob Ringbæk,
hans kuen er Boel Mari.
Hun bander fanden ta sæ,
for løwn hun er ej fri.
Hun er en værre skåen:
hun lyver om æ hjor’er
og myrdet har si båen.

Den sidste påstand var dog hentet på fantasiens overdrev og antagelig kun fremsat, fordi den ungdommelige verskunstner skulle slutte med et rim.
Engang var der kommet et dyr ind i Bodil Maries spisekammer. Hun blev forskrækket og løb hen til en nabokone, som hun bad om at gå med ind og se, hvad det var for et dyr. Da nabokonen så utysket, udbrød hun: “Det er missel en abekat”. Det var en ilder.

Da Jakob Ringbæk blev begravet, lagde man i følget mærke til en kaffehandler Bruun fra Århus. Han hørte til familien. Da han tog afsked, gav han Bodil Marie et kys, og det kunne jo ikke undgå at blive bemærket i denne egn, hvor man ikke er vant til at give synlige udtryk for hengivenhed eller for følelser i det hele taget.
Næste dag sagde Jens Thøgersen: “A vild’ ett ha’ kysset hende, om a så håd få’t 1000 kroner”. “Tusind kroner, tusind kroner,” sagde Peder Jensen, der var daglejer til 1 krone om dagen, “til den pris vild’ a ha’ kysset hende i æ røw, så det håd smadret!”

I Gjellerup By boede en original, der hed Jens Chr. Graversen. Han havde fået den idé, at han ikke ville stå op og blev liggende i sin seng i 16 år! Han var så tvære, sagde Niels Nørtoft. Når maden blev sat for ham, ville han ikke spise med det samme. Når han endelig bekvemmede sig til det, sørgede han for at have selskab til måltidet. I stedet for madrasser havde man dengang halm i sengen, og i Jens’ sengehalm var der mus. Når han kaldte, kom de frem, store og fede, og delte måltidet med ham. Han fik aldrig håret klippet, og efterhånden var det filtret sammen til en fast masse, der sad som en snavset kalot på hovedet. Når han skulle have “skjort’ bytt'”, måtte der sendes bud i byen efter en bestemt kone. For hun var
den eneste, der kunne få ham til at skifte linned.
Mens han endnu var “oppegående”, kom Chr. Kibæk en dag på besøg. Jens Chr. var den dag helt elendig, nu ville han ikke leve længere, og han bad så mindeligt Chr. Kibæk om at skyde sig. Kibæk gik ind på spøgen og forberedte medlidenhedsdrabet ved at binde Jens til et kirsebærtræ, der stod ved huset. Så gik han ind og hentede bøssen, men da han kom tilbage, havde Jens alligevel revet sig løs og løb i vældige spring over marken. Hans tværeri, som Niels kaldte det, endte så med, at han gik i seng og blev liggende, indtil han ikke mere var i stand til at rejse sig.

Peder Svenningsen, Petrines bedstefar, havde et lille hus i Agerskov og gik på dagleje på Bjødstrup hos Harrsen. Bedstemoderen, Karen Marie, gik ud og vaskede for folk. Når hun f.eks. skulle vaske præstegården, måtte hun stå op kl. 2 om natten, gå til Gjellerup og vaske for provst Blom, og så kunne hun vende tilbage til Agerskov sent om aftenen. På Bjødstrup så hun undertiden en af Harrsens sønner, der var sømand. Han kom nu og da hjem og fortalte hver gang, at hans skib var forlist. Da han efterhånden var forlist ret ofte, blev Harrsen klar over, at der var noget muggent ved de historier.
Sønnen havde nemlig altid reddet sin skibskiste.

Ved Aksel P.Frøbert.
Fortalt af Niels Nørtoft, Gjellerup Kirkeby (83 år).

Opdateret