Herning Historie

Teknisk geni og iværksætter


Af Svend Aage Madsen.
Mange gange er det en tilfældighed, hvilket erhverv man kommer til at beskæftige sig med som voksen. Tidligt i livet kan interessen og evnerne være fokuseret mod et bestemt fagområde, men af forskellige årsager er det ikke altid muligt at realisere disse drømme i første omgang. Tit skal der store omveje til, før man lander på den rette hylde.
Sådan skikkede livet sig også for Knud Kristian Dahl Knudsen, som kom til verden i Timring den 15. juni 1900.
Knud Dahl, som han senere kom til at hedde, voksede op under meget beskedne forhold på husmandsstedet ”Kærremme” (Smækbjergvej 1). Ved Knuds fødsel var stedet blot en fattig hedeejendom med nogle lavtliggende og fugtige moselodder.

Men mellem 1910 og 1915 rejste ejendommen sig som en anden fugl Fønix af asken, idet der på stedet blev opført en helt ny firelænget gård med en vindmølle på ladens tag.

På denne nye gård havde Knud sin barndom og ungdom sammen med sin familie. Her deltog han naturligvis på lige fod sammen med sine søskende i det daglige arbejde. Det var et slæb, men alle i familien kunne se, at sliddet gav bonus i form af økonomisk vækst.
Omkring Knud Dahls skoletid i Mosegaard skole vides ikke meget. Hverken skolelivet eller barndomslivet i det hele taget har han omtalt i større omfang for sine efterkommere.
Som 14-årig startede han sit voksenliv efter konfirmationen med at komme i tømrerlære hos brødrene Martin og Hans Nørgaard i Timring. Ved dette erhvervsvalg blev han lidt af en mønsterbryder, for skulle det være gået efter datidens tradition, skulle han som andre landmandssønner have tjent sit udkomme ved landbruget. Forud for hans erhvervsvalg har der sikkert også været en alvorlig fader-søn snak, før faderen gav efter.
Hænderne sad rigtigt på Knud, så han blev en dygtig tømrer. Omkring 1920 var han som 3. års lærling med til at foretage den store, gennemgribende renovering af Timring Kirke. I den forbindelse kom han efter arkitektens tegninger og anvisninger til at forestå fremstillingen af store dele af kirkens nye inventar.
Han var, som tidligere nævnt, en dygtig tømrer med et godt håndelag, men havde mulighederne været der, ville han højst sandsynligt have taget en teknisk uddannelse i stedet. På dette felt ville han uden tvivl have drevet det vidt. Lige fra helt ung interesserede han sig meget for datidens teknik, hvilket gjorde, at han selv byggede krystalapparater. Også på det fototekniske område brugte han megen energi.
Denne tekniske interesse kom nok tydeligst til udtryk, da han som 17-18-årig af faderen fik lov til at etablere et 65 volts jævnstrømsanlæg på ”Kærremme”. Anlægget bestod af den nye vindmølle, en dynamo og nogle akkumulatorer. På den måde fik man allerede omkring 1920 strøm til belysning på ”Kærremme”.
Nogle i den nære familie mente, at faderen havde givet tilladelsen for at holde på sønnen, så han ikke skulle rejse til Amerika, som han på det tidspunkt talte meget om.
I slutningen af året1920 aftjente han sin værnepligt ved kystartilleriet på Flakfortet ude i Øresund.


Efter veloverstået indsats i kongens klæder, drog Knud atter tilbage til Timring, hvor han de første par måneder arbejdede hos en cykelhandler Svinth i Vildbjerg. Derefter kom han til at arbejde for Johannes Lund i Timring. Her var der nok at se til, for Lund var en foretagsom mand. Han passede blandt andet byens elværk, der var blevet flyttet fra Møltrup Teglværk op til kirkebyen i 1921. Desuden havde han en cykelforretning på Birkemosevej. Senere drev han også en vognmandsforretning, som på et tidspunkt havde koncession på busruten mellem Ørnhøj, Timring, Vildbjerg, Herning og retur.
Selvsamme rute solgte han for øvrigt i 1944 til Christian Ovesen, der i den forbindelse oprettede firmaet Vildbjerg Rutebiler.
Mens Knud Dahl arbejdede hos Johannes Lund, kom der en ung pige, Petrea, fra Odby oppe i Thy til byen. Hun var blevet ansat som ung pige i huset og telefonpasser på centralen i Timring hos Martin Nørgaard.
Hendes ankomst gik åbenbart ikke ubemærket hen heller ikke fra Knuds side, som skruede så meget op for charmen, at de blev gift i oktober måned 1924.
I løbet af de næste 5 år kom der to børn til – en pige, Elly og en dreng, Jørgen.
Mens det unge par var forlovede købte Knud Dahl cykelforretningen af Johannes Lund. De første 6-7 år havde forretningen til huse i ejendommen Birkmosevej 4, og det unge par boede på loftet over værkstedet.
Men efterhånden blev forholdene for trange, så i 1934 købte ægteparret en grund i ”hovedgaden” i Timring (Møltrupvej 38) og byggede straks efter et hus på arealet. Det indeholdt ud over beboelsen også et værksted med tilhørende forretning.
Hovedindtægten kom naturligvis fra cykelforretningen, men der blev også lavet meget andet. Ud over at ordne motorer og lodde kaffekander, havde Knud også et fast job i forbindelse med Timring Mejeri, hvor han holdt spande, mælkejunger og centrifuger i funktionsdygtig stand.
Under det daglige arbejde fik han sidst i 1930érne en god idé. Den gik ud på at fremstille selvkonstruerede børnestole beregnet til at hænge på cyklernes styr og med støtte på forgaflerne.
Efter en stille start kom der gang i produktionen, som efterhånden kom op på 1500 stykker om året.
Knud lavede selv alt metalarbejdet i hånden, mens Petrea klarede malearbejdet samt polstringen af sæderne. På et tidspunkt var der så meget gang i produktionen, at selv Knuds far delvist blev inddraget i arbejdet.
Petrea havde også andre gøremål, for hver dag skulle der laves formiddagskaffe med ostemadder til mælkekuskene, som ofte havde et ærinde på værkstedet.
Med hensyn til åbningstiden var det ikke noget ægteparret Dahl gik meget op i. Mange gange kom de unge fra landet efter arbejdstid ind om aftenen for at få ordnet deres cykler. Det skabte også liv i huset, hvilket Petrea og Knud satte stor pris på. De unge mennesker skulle naturligvis også betjenes med en tår aftenskaffe, så inden dagens dont var tilendebragt, kunne klokken være blevet en 10-11 stykker om aftenen.
Petrea nøjedes ikke blot med arbejdet på hjemmefronten, men gik undertiden også ud for at give andre en hjælpende hånd. Blandt andet malede hun den falmede skrift på gravsten op for folk, og hun havde en stor del af æren for, at omegnens piger så ordentligt ud i tøjet ved hjælp af symaskine, stof og lidt tid.
Desuden drog hun ofte ud som frivillig barselshjælper i småkårshjem, når det var nødvendigt.
Af alt dette med mere ses, at Petrea var en særdeles aktiv kvinde. Som hun selv har udtrykt det: ”Ka´en møj, ska´en møj”.
Som man kan fornemme, var det meste af Petreas og Knuds liv fyldt med arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Trods det blev der alligevel tid til at være forældre, hvilket blandt andet udmøntede sig i, at de med jævne mellemrum tog på cykelferie sammen med børnene. Det kunne være dagture til for eksempel Ikast eller Sunds. En enkelt gang gik turen helt til Roskilde.
Krigen med de medfølgende manglende leverancer gav nye udfordringer for Knud og hans forretning, men kreativ som han var, fandt han hurtigt på nye idéer.
Én af dem bestod i, at han købte en mængde gamle galvaniserede tagplader, hvoraf han fremstillede karbidlygter, ”kyllingemødre” og vandtrug. Af andre og mere teknisk art lavede og opførte han vindmølleanlæg, gengasanlæg og el-hegn.
Men et aktivitetsniveau som Knuds sled naturligvis på helbredet, og ægteparret besluttede sig derfor til at afstå cykelforretningen m.m. til Niels Vestergaard i 1946.
Efterfølgende byggede de et nyt hus og et kombineret vaskehus/hønsehus i det lille skovområde på 5 tdr. land på Mosegaard Bakke (Birkmosevej 46), som Knud tidligere havde fået af sin far, da broderen, Simon, overtog forældrenes gård i begyndelsen af 1930érne.

På dette sted ønskede Petrea og Knud Dahl at få et roligt otium i forbindelse med lidt hønseavl og udrugning af kyllinger.
Hønseriet kunne imidlertid ikke udfylde al tiden, så når tiden var til det, fremstillede Knud stadig i mindre omfang nogle brugsting af blik beregnet til fodring af høns.
Dagene gik sin stille gang – næsten for stille, for Knud blev rastløs, hvorfor han begyndte i et job hos møllebygger Andersen i Vildbjerg. Det betød på den anden side, at Petrea atter måtte lægge sig selen og klare størstedelen af arbejdet i hjemmet.
Arbejdet hos Andersen bestod for det meste i at nedtage de efterhånden overflødige møller på gårdene over det meste af det tidligere Ringkøbing Amt.
Sideløbende med nedtagning af møller begyndte Knud at bille kværne ude hos omegnes landmænd. Dengang kendte man ikke til støvmasker, hvilket medførte, at han efter en tid desværre fik konstateret silikose på grund af stenstøvet fra kværnstenene. Lungerne var ødelagte, og Knud blev erklæret invalid. Sygdommen gjorde de sidste år af hans liv hårde både for ham selv og Petrea.
For at lette lidt på generne rejste han enten alene eller sammen med hustruen sydpå om vinteren. Her i det milde Middelhavsklima kunne han lettere få vejret. Til sidst rejste han for det meste alene, for Petrea kunne ikke undvære børnebørnene.
Men manden med den store tekniske indsigt klarede det ikke i længden. I september måned 1970 døde han under et besøg hos lægen i Vorgod.

Opdateret