Herning Historie

Tørv

– en brændsel der blev meget brugt i Ørnhøj og i hele resten af sognet.

Der stod en tørvekasse ved komfuret i næsten alle hjem og man havde et tørvehus eller rum på næsten alle gårde og ved mange af husene. Dengang havde man også en forpligtelse til at levere en afmålt mængde tørv til skolen. Lige såvel som man var forpligtet til i fællesskab at rydde sne på vejene, hvis de var føget til af sne.

Selv om Nr. Omme sogn måske er det sogn i Vestjylland, der har haft mest tørvejord, så er det kun de sidste ca. 200 år, at tørv har været brugt som brændsel.

Ved matrikuleringen i 1680 står der om hver eneste gård, at den ikke har tørveskjær, men skærer fladtørv i lyngheden til fornødenhed. Man brugte altså kun hedetørv som brændsel.

Hundrede år senere kom forordningen om udskiftning af fællesskabet, hvor jorden blev delt mellem gårdene efter deres hartkorn. Nu var det blevet almindeligt at bruge tørv (klyne) som brændsel, for ved denne jordfordeling sørgede man for, at hver gård fik tildelt et stykke mosejord, så der var mulighed for at grave tørv. De gårde, der ikke fik mosejord, fik til gengæld andel i en fællesmose (disse fællesmoser eksisterer stadig). Det fremgår også af den tids aftægtskontrakter, at der skulle ydes brændsel i form af både tørv (klyne) og hedetørv. Efterhånden som man gik bort fra åben ildsted og bilæggerovne, så blev der ikke mere brugt hedetørv som brændsel

De store moser og dermed følgende mulighed for tørvegravning her på egnen har bevirket, at her er blevet produceret store mængder tørv til salg. Særlig under de to verdenskrige, hvor der var mangel på udenlandsk brændsel. Længere vestpå er der steder, hvor der slet ikke findes moser for eks. i Stadil og på Holmsland, derfor er der her fra Ørnhøj solgt store mængder tørv til bl. a. disse to sogne. Handelen med Stadil foregik på den måde, at tørvene blev leveret på Sig bakke på vejen mellem Torsted og Tim. Til den aftalte tid kom køberne fra Stadil til Sig bakke med tomme vogne, hvis der da ikke indgik tagrør i handelen, for så var de selvfølgelig med på vognene. Man kørte altid med to vogne spændt efter hinanden, tørvene var jo ikke tungere end hestene sagtens kunne trække to læs. Der kunne godt være syv – otte spand fra hver side. Man byttede så vognene. Næste dag byttede man så igen, hvis man da ikke byttede to gange på samme dag, det kunne godt lade sig gøre, når man gjorde dagen lang nok.

De tørv, der blev solgt til Holmsland, blev leveret ved Sønderkjær i Hee, der mødtes man med køberne og byttede vogne, men der var så langt at køre, at der kun kunne køres eet træk om dagen. Denne tørvehandel med de vestre sogne kan spores langt tilbage i tiden, måske har den stået på næsten lige siden man er begyndt at bruge tørv som brændsel.

De steder, hvor der er gravet mange tørv er i Galtmose, Fejsø, Grening, Skraastrup og Halkjær Moser. Galtmose er nok det sted, hvor der er gravet flest tørv. Der var mange forskellige lodsejere, der havde parceller i Galtmose. Der var steder, hvor laget af tørvejord var så tykt, at man gravede to gange. Første gang tog man ca. to alen (1,25m). Det kunne man så gøre een gang mere. Der var endda steder, hvor man gravede tredie gang, men det nederste indeholdt som regel så meget vand, at det måtte igennem en tørvepresser for at kunne holde sammen. Til gengæld var disse tørv af særdeles god kvalitet.

UNDER DEN FØRSTE VERDENSKRIG

Under krigen blev der mangel på udenlandsk brændsel, og det satte voldsom fart i tørveproduktionen. Smedemester Ejnar Pedersen, der havde startet smedeforretning i Ørnhøj i 1910, blev indkaldt til sikringsstyrken, som skulle sikre Danmarks neutralitet. Men byen manglede sin smed og der blev derfor søgt om, han ikke kunne få orlov så han kunne komme hjem og smede tørveredskaber.

Ansøgningen blev taget til følge og Ejnar Pedersen fik orlov, så han kunne passe forretningen. Det viser, hvor vigtig brændselsproduktionen blev anset for at være.

Lindberg Halkjær, der var 12 år da krigen brød ud, har fortalt, at der var sådan en travlhed med tørvekørsel, at der i den tid, hvor tørveproduktionen stod på, blev der arbejdet både dag og nat på Ørnhøj station. Om aftenen holdt vognene læsset med tørv og ventede på, at aftentoget skulle komme med tomme jernbanevogne. Så blev vognene læsset i løbet af natten, så de var klar når morgentoget kom og tog dem med.

Af virkelig store tørveproducenter under den første krig kan nævnes Jens Møller, Niels Jørgensen og Niels Nielsen, men der var selvfølgelig mange andre, der solgte tørv i stor stil. Det kan også nævnes, at der var tre unge mænd, der købte en stor parcel i Skraastrup, hvor de producerede virkelig mange tørv. De var alle tre ugifte da de kom, men senere blev de alle gift og bosat her i sognet. Det var Laurids Thomasen, der blev bestyrer på elektricitetsværket i Ørnhøj, Johannes Pedersen, der blev gårdejer i Abildaa og Peder Tolsgåard, der blev landmand i Grønbjerg.

Maskinhandler Chr. Nielsen, Holmsland, købte mange tørv. I de fleste tilfælde leverede han landbrugsmaskiner i bytte. Chr. Nielsens svoger Peter Lodbjerg hentede tørvene på lastbil. Bilen var ikke stor, men den kunne køre ud i mosen, derimod var det ikke altid den kunne komme derfra når den var læsset, så måtte der et spand heste til hjælp. Der var mange forskellige aftagere, bl.a. brugte Ørnhøjbanen tørv til lokomotiverne. Der var således store tørvestakke på banens grund i Ørnhøj og i Ringkøbing blev de opbevaret i ,,Kulgaarden”. Kreditforeningen brugte også mange tørv til opvarmning, der fortælles, at en leverandør her ved Ørnhøj på den måde afviklede sin gæld til kreditforeningen.

I krigsårene var der mange mennesker beskæftiget i moserne. Tørvegravning foregik jo om sommeren og var ofte både hårdt og varmt arbejde, så det var naturligt at ølbilen en gang om ugen besøgte moserne.

UNDER DEN ANDEN VERDENSKRIG

Der blev også gravet mange tørv under den anden verdenskrig. Også denne gang brugte Ørnhøj-banen mange tørv, og igen var der tørvestakke på Tørrepladsen i Ørnhøj. Ligesom under den første krig skete der svind i banens tørvestak om natten, det var jo nemt at hente sig en kurvefuld tørv i ly af mørket. Af større tørveproducenter kan nævnes: Markus Højmose og Chr. Vorager, som gravede både i deres eget og i lejet jord.

Jens Andersen og senere Laurids Andersen leverede tørv til Spjald mejeri og Ulfborg Elektricitetsværk. I begge tilfælde blev tørvene hentet på lastbil. Tørvene skulle køres sammen på et sted, hvor bilerne kunne blive læsset. Der kunne jo ikke skaffes benzin så bilerne kørte på gasgenerator, hvis de manglede brænde kunne de godt køre på tørv, når de var af god kvalitet. Ørnhøj elværk brugte også store mængder tørv til gasgeneratoren..

Efterskrift

Efter krigen var der mange, der brugte brunkul i stedet for tørv. Tørveproduktionen var jo meget arbejdskrævende og omkring 1950 begyndte flaskegas at blive almindeligt i husholdningerne. I løbet af 50erne fik næsten alle oliefyr og tiden var således løbet fra tørvene.

Opdateret