Tørveproduktion i Ørnhøj

Tørvekørsel.

Hundrede år senere kom forordningen om udskiftningen af fællesskabet, hvor jorden blev delt mellem gårdene efter deres hartkorn. Nu var det blevet almindeligt at bruge tørv (klyne) som brændsel, for ved jordfordelingen sørgede man for, at hver gård fik tildelt et stykke mosejord, så der var mulighed for at grave tørv. De gårde, der ikke fik mosejord, fik til gengæld andel i en fællesmose. Det fremgår også af den tids aftægtskontrakter, at der skulle ydes brændsel i forn af både tørv (klyne) og hedetørv. Efterhånden som man gik bort fra at bruge åben ildsted og billæggerovn, så blev der ikke mere brugt hedetørv til brændsel.

De store moser og dermed følgende mulighed for tørvegravning her på egnen, har bevirket, at her er blevet produceret store mængder tørv til salg. Særlig under de to verdenskrige, hvor der var mangel på udenlandsk brændsel. Længere vestpå er der mange steder, hvor der slet ikke findes moser, for eks. I Stadil og på Holmsland, derfor er der her fra Ørnhøj solgt store mængder tørv til bl.a. disse to sogne.

Transporten af tørv

Handelen med Stadil foregik på den måde, at tørvene blev leveret på Sig bakke der ligger på vejen mellem Torsted og Tim. Til en aftalt tid kom køberne fra Stadil til Sig bakke med tomme vogne, hvis der da ikke indgik tagrør i handelen, for så var de selvfølgelig med på vognene. Man kørte altid med to vogne spænde efter hinanden, tørvene var ikke tungere end hestene sagtens kunne trække to læs. Der kunne godt være syv –otte spand fra hver side. Man byttede så vognene. Næste dag byttede man så igen, hvis man da ikke byttede to gange samme dag, det kunne godt lade sig gøre, når man gjorde dagen lang nok. De tørv, der blev solgt til Holmsland blev leveret ved Sønderkjær i Hee, der mødtes man med køberne og byttede vogne, men der var så langt ar køre, at der kun kunne køres et træk om dagen. Denne tørvehandel med de vestre sogne kan spores langt tilbage i tiden, måske har den stået på næsten lige siden man er begyndt at bruge tørv som brændsel. Der var steder, hvor laget af tørvejord var så tykt, at man gravede to gange. Første gang tog man ca. to alen i dybden. Det kunne man gøre en gang mere. Der var endda steder hvor man gravede tredje gang, men det nederste tørvejord indeholdt som regel så meget vand, at det måtte igennem en tørvepresse for at kunne holde sammen. Til gengæld var disse tørv af særdeles god kvalitet.

Under den første verdenskrig

Under krigen blev der mangel på udenlandsk brændsel og det satte en voldsom fart i tørveperduktionen. Smed E. Pedersen i Ørnhøj, blev indkaldt til sikringsstyrken, der skulle sikre Danmarks neutralitet. Men byen manglede en smed og kommunen søgte derfor om han ikke kunne få orlov og komme hjem og smede tørveredskaber. Ansøgningen blev efterkommet, så smeden kom hjem og passede sin forretning. Det viser hvor vigtig brændselsproduktionen blev anset for at være. Lindberg Halkjær, der var 12 år da krigen brød ud har fortalt, at der var sådan én travlhed med tørvekørsel, at der i den tid, hvor tørveproduktionen stod på, blev der arbejdet både dag og nat på Ørnhøj station. Om aftenen holdt vognene læsset med tørv og ventede på at aftentoget skulle komme med tomme jernbanevogne. Så blev vognene læsset i løbet af natten, så de var klar når morgentoget kom og tog dem med.

Der var mange forskellige aftagere. Bl.a. brugte Ørnhøj-banen tørv til lokomotiverne. Der var således store tørvestakke på banens grund i Ørnhøj og i Ringkøbing blev tørvene opbevaret på ”Kulgården”. Kreditforeningen brugte også mange tørv til opvarmning, der fortælles, at en leverandør i Øenhøj på den måde afviklede sin gæld til kreditforeningen.

Under den anden verdenskrig

Der blev også gravet mange tørv under den anden verdenskrig, Også denne gang brugte Ørnhøj-bane mange tørv og der var store stakke i Ørnhøj. Ligesom under den første krig skete der svin i banens tørvestak om natten, det var jo nemt at hente sig en kurvefuld tørv i ly af mørket.

Der blev bl.a. leveret tørv til Ulfborg EL-værk og Spjald mejeri. Der blev kørt en del tørv på lastbil, men så måtte de først køres sammen på et sted hvor bilerne kunne blive læsset. Bilerne kunne ikke køre ud i mosen. Ørnhøj EL-værk brugte også mange tørv til dens gasgenerator, men det skulle være tørv af særlig god kvalitet.

Efterskrift

Efter krigen var der mange, der brugte brunkul i stedet for tørv. Tørveproduktionen var meget arbejdskrævende og omkring 1950 begyndte flaskegas at blive almindelig i husholdningen. I løbet af 50erne fik de fleste oliefyr og tiden var således løbet fra tørvene. I næsten 200 år var tørv en vigtig varmekilde, der sparede landet for mange penge til import af udenlandsk brændsel.

Lokalarkivet i Ørnhøj, januar 2010

Opdateret 12. maj 2015

Andre historier

• En drengs oplevelse i Gjellerup

  I 1918 flyttede Mads Henrik Nielsen med sin familie til Gjelleruplund, hvor de havde købt en lille ejendom på 5 tønder land der var beliggende mellem Krøjgård og Kræ Lambæk. Der fulgte 1 hest, 2 køer og 10 høns samt en mælketur med ejendommen. Nogle år senere byttede faderen ejendommen med en nabo, så de […]

• Indre Mission i Ørnhøj

  Så sent som i midten af det forrige århundrede var vækkelsen endnu ikke nået til Nr. Omme. Ud over kirken var der intet åndeligt arbejde i sognet og slet intet troende samfund. Det var Inger Marie og Peder Kristian Mohrsen, der kom med vækkelsen til Nr. Omme. I 1859 flyttede de ind på gården ”Bjerg”. […]

• Dele af postudbringningens historie i Skarrild sogn.

  

  Offentlig postbesørgelse var indtil ca. 1850 udelukkende et by-fænomen. Først i 1852 oprettedes såkaldte ’brevsamlingssteder’ i egne, hvor der var langt mellem posthusene. Brevsamlingsstederne blev ofte etableret i forbindelse med kroer langs postruterne. Herfra blev posten bragt til egnens landsbyer af landpostbude 1848 – 1870 Januar 1848 beretter Skarrild-Arnborg sogneprotokol, at postens modtagelse og aflevering […]