Herning Historie

Tordenvejret

Det var en af disse Somre, som alle vi ældre taler om, når vi skal skildre for de yngre Generationer, hvordan det var i gamle Dage, d. v. s. da vi var Børn.
Det var en Sommer med dejlig Varme, virkelig Varme, ja, så varmt, at vi altid forventede at finde en Kande med Læskedrik af en Art på Køkkenbordet, når man kom ind eller hjem. Som oftest fik vi Majdrik, lavet af Appelsinskaller, der havde stået og trukket i ren Sprit.
Nu kan man ikke få Spritten uden Recept og ikke Recepten uden Læge. Måske syntes sidstnævnte ikke at der er Lovhjemmel eller Grund til at bruge Videnskab og Embedseksamen for at Appelsinskaller skal stå i Sprit. Jeg er ganske enig med ham, hvis det er hans Synspunkt. Resultatet er blot, at Majdrikken i de gode gamle Dage – da vi hade virkelig Varme og Spritten fri – også var helt forskellig fra det, vi nu kalder ved samme Navn.
Det til Trods synes jeg, det vi producerer nu, smager dejligt. Men lad os vende tilbage til Minderne fra Barndommen.

Det var så varmt, at jeg føler hvor svalende det var, når vi tre Søstre med Kammerater gik ned i den dybe, fugtige Vaskekælder, hvor kun beskedent Lys trængte ind gennem et smalt Kældervindue og der med et Vandfad øste Vand af den store Vandbeholder af Cement og hældte det ud over vore varme Kroppe.
Gennem et Rør løb Regnvandet ned i den store Cementbeholder for at blive opsamlet til Storvasken, i Gården stod Pumpen som i øvrigt ydede Hovedparten.
Denne Beholder var en Slags urørlig Skat, Vand var værdifuld. Men den Sommer var det så varmt, at selv den uskrevne Lov om de kostbare Dråber, sov.
Hvor det svalede og friskede op! Det våde kolde Cementgulv isnede op gennem Fødderne. Vi lo og skreg samtidigt, men bag efter gik vi op i Solen og nød at blive gennembagte.

Sådan var omtalte Sommer i Erindringen, men når vi Ældre mindes svunden Tid, Glemmer vi ofte at tænke på Situationen i Helhed og tager det lyse frem. –
Jeg var netop efter mange Års Svaghed Efteråret før denne mageløse Sommer begyndt at blive regnet med i Søskendeflokken. Misforstå mig ikke – selvfølgelig hørte jeg med, men jeg blev ikke tidligere taget med, fordi jeg aldrig kunde tåle det.
Jeg så med længselsfulde Blikke efter de andre, når de løb og legede, og jeg måtte blive inde.

Så var det Efteråret før den mageløse Sommer, jeg var næsten 8 år. De store havde fået Lov til at grave Hule i det tomme Kartoffelstykke. Den var ret dyb, jeg kunde stå oprejst i den. Hvilket Eventyr for os alle, men særlig for mig. Oven over var lagt afsavede Grene, der var dækket over med gamle Sække, på den Måde blev Efterårets Regn væsentlig holdt ude.
Vi legede, vi var Vikinger. Min Lykke kendte ingen Grænser den Dag, det blev betroet mig at løbe ud på en Mark bag Præstegården, for at stjæle en Roe. Jeg var bange, men samtidig stolt over mit Hverv, og kom sejrstolt hjem med den i Hulen. Der blev den skrællet med en gammel Køkkenkniv af min ældste Broder, der var Høvdingen. Hver fik sit Stykke og Efterårets Kulde gjorde, at det smagte herligt.
Vinteren gik og den dejlige Sommer var næsten også gået. Vi var vendt hjem fra Sommerhuset, og Solen skinnede stadig.
Men en Morgen ved ti Tiden var det mørk og Himmelen helt overtrukket. Ikke længe efter brød et vældigt Tordenvejr løs.

Dagligstuen, der havde sine tre Fag Vinduer vendt med Syd, blev ustandselig oplyst af store lyn, alt imedens Regnen piskede ned. Af og til så jeg ud i Haven, hvor Gangene var forvandlede til store Søer, og Staudebedets Blomster var slået til Jorden.
Regnen og Tordenen blev ikke alene ved, men tiltog.
Ved Middagsbordet herskede en dyster stemning, det var som den mørke Spisestue mod Nord var endnu mørkere end ellers. Nu begyndte de Voksne på Tordenskraldene at tælle, hvor mange Gange Lynet slog ned. Gårdspladsen sejlede også af Vand og Kloakkerne svømmede over. Den trykkede Stemning holdt sig – ligesom Mørket.

De Voksne diskuterede, hvor lidt og hvor meget Brandsprøjten vilde hjælpe.
Sprøjtehuset lå tre til fire Minutters Gang fra os. Tit havde vi overværet Brandmændenes øvelser. På Pladsen foran Sprøjtehuset stor en Pumpe, som skulde give Vand i Tønden, der skulde bruges ved en eventuel Brand.

Når man tænker på de Kaskader af Vand en moderne Brandvæsens Vogn udspyer af sin Vandslange, måtte dette Foretagende nærmest have virket som Ironi. Jeg lyttede spændt til de Voksnes bekymrede Forhandlinger.
Da Klokken blev fire stillede Regnen af og Tordenen trak sig længere bort og det lød som en fjern Buldren. Nu talte vi Minutter mellem Bragene, for at se hvor langt borte Tordenen havde fjernet sig.

Pludselig kom min Fader ind i Stuen fra sit Studereværelse med den store Kirkenøgle i sin Hånd. Han spurgte, hvem der vilde med op i Kirketårnet for at se, hvor meget der brændte.
Vi havde Sommergæster og flere af mine Søskende var i Stuen. Til min store Overraskelse spurgte Fader, om jeg ikke vilde med. Hvor blev jeg forbavset. Jeg var så vant til ikke at komme med.

Kirken lå lige på den anden Side af Vejen, og jeg havde aldrig været oppe i Tårnet før, så mit Hjerte bankede.

Udsigt fra kirken.

Vi gik op ad alle de mange snørklede Trapper, men da vi kom til det Loft, hvor Ringeren stod, når han skulde ringe, så jeg fra de to solide Tove og så til min Rædsel, at Trappen nu gik over til at være åbne Trin. Men jeg følte mig ved at være bleven taget med og skød Hjertet op i Brystet, så ingen skulde fortryde min Tilstedeværelse og gik lige i Hælene på min Fader. Gelænderet var tynde Egetræsstænger, der rystede, når vi holdt ved dem.
Endelig nåede vi op, hvor de to store Klokker hang. Uden om dem var lagt et smalt Gulv og min Fader gik hen og løftede en Meter lang Jernkrog af den ene Luge, så at Lugerne kunde lukkes op. Lugerne sad højt, deres nederste Ende var i højde med min Faders Bryst, så derfor løftede han mig op, så jeg kunde se ud. Rundt om Byen strakte Heden sig afbrudt af enkelte opdyrkede Marker. Her og der så vi store Røgskyer og Ildsluer slå op og min Fader forklarede, at det var Gårde, der brændte. Lidt efter kom Turen til Lugerne ved de andre Verdenshjørner.
Her Gang jeg kom til at se hen på Hullet under de store Klokker, gøs det i mig. Jeg syntes, jeg havde en Afgrund under mig. Da min Fader Lukkede den sidste Luge i, sagde han med et Suk, at der var 16 Gårde, der brændte.
Jeg ikke alene rystede, Jeg var rystet. Jeg tænkte på de stakkels Mennesker, på Dyrene, og på den velkendte Vandtønde inde i Sprøjtehuset. Hvordan skulde Vognen med den nå helt derud, og hvad kunde den udrette i dette Ragnarok.
Med bævende Hjerte begyndte Nedstigningen, Selvfølgelig kunde jeg ikke lade være med at se ned mellem de åbne Trin, se ned i Dybet og min Angst voksede.

Endelig var det overstået, og vi gik om til Kirkens Hovedindgang. Min Fader låste op med en endnu større Negle og spurgte Gæsterne, om de vilde se Kirken.

Kirken og præsteboligen.

I Dag vilde man mene, der ikke var noget at se. Kirken var bygget omkring Århundredeskiftet og ikke som Bygningsværk noget særligt. Endnu var det ikke udsmykket med Skovgaards Alterbillede og Viggo Madsens Kalkmalerier og Dekorationer. Men til Trods elskede min Fader den. Det var vel fordi den hver Søndag var propfuld af Byens Borgere og Landboere fra Omegnen. Fuld af
Folk der sang, meget ofte Brorsons Salmer, sang og følte at her hentede de Styrke til Hverdagens Strid og Slid.

Det var den eneste Kirke, jeg kendte. Den virkede ved sin Ro og Vælde på mit oprømte Sind. Tordenens Bulder, Lynene og de uhyggelige Magter var her ligesom lukket ude. Det var som Kirkens Svale havde svalet mit oprørte Barnesind.
Ved seks Tiden brød Solen frem og skinnede med al sin Glans i Havegangens Søer. Det lægede, det var som Hverdagen kom igen med sin Ro og sin Tryghed.
Mine Søstre og jeg tog Sko og Strømper af og soppede rundt i det snavsede Vand i Havegangene og havde det herligt.

Da jeg kom i Seng, kunde jeg slet ikke sove. Tit havde jeg været syg og oplevet ubehagelige Ting, men dette var en helt anden og frygtelig Ubehag. Når jeg var syg, havde jeg dog været værnet af min Moder og vor uforglemmelige trofaste Huslæge.
Men med et følte jeg, her var Magter som hverken den ene eller den anden lunde værne mig mod.
Medens jeg lå vågen, så jeg hele Tiden de brændende Gårde og de ulykkelige Mennesker og Dyr for mig, og ingen kom dem til hjælp. Det gik for første gang op for mig, at det at blive taget med i Livet, var at føle uanede Magter og at gå ind under Livets Risiko.

Fortalt af Ebba Schack, datter af pastor Gøtzsche – Herning.

Opdateret